Paa kirkegaarden av Olaf Bull (1883-1933)

Kapellet blir luftet, og vildvin-røden skjælver paa muren i kveldens vift; med søndrede vinger mod aftengløden staar duer av marmor paa rusten stift. Der drømmer i græsset en ældgammel plade baardet av visnende straa fra ivaar — der skumrer et navn: Emerenze Christence, og tallene klamrer om seksten aar. Jeg stanser og gjætter, mens aftenskjæret sænker forgjængelsens guld over alt: «Blek har hun været, og blond har hun været, og Lillen har hun tilvisse vært kaldt.» Men se, — under efteraarsgyldne rakler vidner fra jernet i gammeldags aand en av opstandelsens trodsige fakler holdt av en ukjendt, himmelsk haand! * Ja vel kan det være, naar levende hjerter ikke kan glemme, men bygger en blaa bævende, blændende himmel for Lillen —; men eftersom hjerterne dør — hvad saa — —? O Lillen, din evigheds elskere døde, og selv blev de støv bag det strenge jærn; kun mindebogstaverne, rustne og røde staar om din haabede evighed værn! Og ingen kan huske den blonde unge Emerenze Christence i død