Metope av Olaf Bull (1883-1933)

Dig vil jeg ømt i rytmer nagle fast! Dig vil jeg dypt og blivende bevare i digtets evige, unge alabast! Du solbevægede sværmerske! Med panden pikelig vendt mod kveldens bleke guld, vender du mildt en himmel mot en annen, likesaa lys og øm og løndomsfuld! Gjerne ga jeg min verdens vers tilhope, hadde jeg magt til ét: at hugge ind i mindets trodsige sten en myk metope over dit vare, omridsømme sind! Vi vandrer i fugtig fjæresand! Du lytter til sommersjøens luftige bølgesprut! Vi føler det fromt, at kveldens stilhet flytter sin tonende grændse altid længer ut! Det kimer af falmet lyd, som glir tilbake bak rødmende lunde, gyldne kirkespir — og luftens lysende bølger synker svake, som bækker af sol fra bjærgene, som blir! Aaserne blaaner. Stjernerne er nære! De siste skyer skynder sig hjem tilkvelds! Engen har andagt — op af luftens fjære stiger Arcturus! Lindt, bag graastensgjærdet, aander en vind i rugens sølvgraa pels! Gjennem dit blik en varm og dyb beaandning — midt i et mulm af blaa