Ungbirken av Jørgen Moe (1813-1882)

En Ungbirk stander ved Fjorden Og Vandspeilet ganske nær. Hvor stor og smuk den er vorden De Aar, jeg har boet her! Nu løfter den hvide Stamme Kronen fra Bredden lav. Men tro dog ei, den vil bramme – Den veed ikke selv deraf. I Guds og i Hvermands Øine Den voxer fra Dag til Dag, Og Kvistene, som sig høine. Nu byde hver Sangfugl Tag. Men Birken undres derover. Den kjender slet ei sin Rang. Den bøier mod Vandets Vover Saa ydmyg Bladenes Hang. Just dette kan den forlene Skjønhed for andre Træer, Og lokker hen i dens Grene Al Himlens vingede Hær. Just det, at den ikke tænker At løfte sin Krone op, Men stille Kvistene sænker – Gjør skyggende luun dens Top. Hvad kommer det af? Den skuer Sig daglig i Bølgens Speil Ved Siden af Krat og Tuer, Og – skuer saa deiligt feil. Thi alt som mod Lysets Riger Den hæver sin Krones Stav, Den synes, den nedad stiger Og voxer sig mere lav. Du deilige Birk, du Kjære! Paa dig vil jeg ofte see. Gud give, jeg maatte lære, Hvad du mig saa smukt kan tee: At vo