Mig selv av Henrik Wergeland (1808-1845)

MIG SELV Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt af Solen forat briste i høi Latter af en Glæde jeg ikke kan forklare mig? Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner. Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjertesaar. I min Hunds Øje sænker jeg mine Sorger som i en dyb Brønd. Min Vedbende er voxet. Didudaf mit Vindu har den baaret paa sine brede Blade alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme. Den første Foraarsregn vil falde paa Bladene og udviske nogle troløse Navne. De ville falde ned med Draaberne og forgifte Regnormens Huler. Jeg, som læser Henrykkelser paa hvert af Centifoliens, den Vaargaves, hundrede Blade -- mig skulde en slet Avis bringe til at qvæle en Sekund med Ærgrelse? Det vilde være som at dræbe himmelblaae og rosenrøde Sommerfugle.