Candida av Thomas Kingo (1634-1703)

1 CAndida hviler j Hierte-kiær Giæmme, Som Diamanten indsluttet j guld. Candida hâr j mit hjerte sit Hiemme, Oc som en Perle j støven fordult. Veneris søn Deilig oc Skiøn, Giør det saaledes, min Tanke faaer Bøn. 2 Sød er dog Skyggen for Manden paa Veie, Ynskelig hvile for Storm under Træ, Barnet i Vuggen hâr søvne-sød leie Venskab giør Møie, men Brystet giør Læ. Viintræ med Stang Giør Drue-Fang. Yndig oc deilig er Candidæ Gang. 3 Se mig, naar Vaaren tâer Sommergrøn Trøie, Luften afkaster sit Jsegraae Skiørt, Himlen med skyer besmykket til nøie, Mulden med grønne Jordklæde i ført. Fuglen gaar hen, Tâer sig en Ven, Eene jeg, Candida! sidder igien. 4 Seer jeg til Floder, oc Bølgeblaae Flammer, Hver af Jndbyggerne leeger med sin. Ser Jeg til Dyrenes løvklædde Kammer: Een tager denne, Een anden tâer Hin. Jeg seer vel til Paa artig Spil, Ak, Jeg j Busken maae ligge dog stil. 5 Liflig music-sang Jeg allesteds hører Oc resonerende